Hvorfor »Together«?

Det er altid det rigtige tidspunkt at vælge en sundere livsstil, men gravide eller ammende kvinder befinder sig på et helt unikt sted i livet og er ofte særligt motiverede — ikke bare for dem selv, men også for deres børn og hele familien. Når de først har grundlagt nye, sundere rutiner, er der stor sandsynlighed for, at de holder fast i dem i årene fremover.

Derudover giver graviditeten og moderskabet rigtig gode muligheder for at danne sociale relationer. Nybagte og kommende mødre har meget til fælles: erfaringer, tvivl, glæde og især masser af gode grin. Vi mener, det er en vigtig del af et godt helbred, som er meget mere end blot fravær af fysisk sygdom — godt helbred er en balance mellem fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og socialt velvære.

Derfor henvender Europa-Kommissionens pilotprojekt »Together« sig til gravide og ammende kvinder for at fremme sund kost og livsstil i løbet af disse særlige perioder i livet. Projektet fokuserer på fire nøgleområder: 

  • ANBEFALE: Fremme sundere livsstil blandt gravide og ammende kvinder med fokus på en afbalanceret kost og regelmæssig fysisk aktivitet.
  • UNDERVISE: Hjælpe kvinderne med at styre graviditetsrelaterede vægtstigninger og vægttab og oplyse om fordelene ved at amme i mindst seks måneder.
  • FORMIDLE: Hjælpe kvinderne med at få størst muligt udbytte af sundhedsvæsenets rådgivning.
  • MULIGGØRE: Gøre det både lettere og mere tilgængeligt at vælge en sundere livsstil.

»Together« gør desuden en særlig indsats for at nå ud til kvinder, som ikke har samme adgang til information og muligheder for en sundere livsstil, såsom kvinder i lavindkomstgrupper, unge mødre og etniske minoriteter. Vi bringer projektet ud til de kvinder, vi gerne vil have med, i stedet for at forvente at de kommer til os.

En tilgang gennem lokalsamfundet gør »Together« til et helt unikt sundhedsprojekt. Ved at involvere lokale aktører — fra social- og sundhedsfagfolk til lokale indkøbssteder, offentlige parker, sportshaller og mange andre steder — sikrer vi, at sundere valg er lettere tilgængelige for alle gravide og ammende kvinder. Projektet er desuden med til at skabe vedvarende ændringer.

Vi får vores budskab og information ud ved at sætte kvinder sammen, som deler viden og erfaringer og samtidigt nyder hinandens selskab. 

Vær med i »Together«-aktiviteterne i en af vores byer